Niels Jørgen Thøgersen - DRENG PÅ LANDET

Niels Jørgen Thøgersen

DRENG PAA LANDET

Der er så dejligt ude på landet, siger man. Det er der også. Det er faktisk det, jeg gerne vil fortælle om i dette afsnit. Jeg tilbragte mine første 15 leveår rigtigt ude på landet. På Himmerlandet, kan man sige. Min hjemegn er netop Himmerland. Kimbrernes land. For mig: det VIRKELIGE Danmark. Men det kommer vi tilbage til.

Hvorfor siger man forresten UDE på landet ? Man kunne lige så godt sige UDE i byerne. Vi sagde f.eks. UDE i Aalborg. NEDE i Hobro. OPPE i Aars. Og HENNE i Ålestrup. Det kan man sikkert skrive en hel doktorafhandling om. Sprog er jo fortryllende. Altid klar til at blive diskuteret  og disputeret.

Jeg lod mig føde den 22. januar 1945. Klokken var kvart over et om natten, så det var tæt på, at jeg resten af mit liv måtte fejre min fødselsdag dagen før min rigtige fødselsdag. Det var vinter, hård vinter endda. Jordmoderen havde stort besvær med at nå frem. Hun kom i hestetrukken kælk - og hun væltede faktisk i sneen undervejs! Dog uden at komme til skade. Hun faldt jo blødt. Nå, men hun nåede frem til vor ejendom i tide. Mor havde lavet den vestre stue i stuehuset ( som det hedder paa landet ) om til fødestue.

Alt gik godt. Ingen komplikationer. De kommende dage kom nabokonerne paa barselsbesøg, som det sig hør og bør. Til syn, kaffe og snak. Det var jo så spændende. Fem års ægteskab. Og så pludselig "en bette". Rygtet nåede også hurtigt med posten til den ganske familie i Vendsyssel - min mors hjemegn. Og til fars slægt rundt omkring i Himmerland. Telefon var der ikke noget af dengang. I hvert  fald ikke hos os.

Krigen var stadig i fuld gang. Den kom i betænkelig grad til vor landsby et par måneder senere. Nemlig nøjagtig natten før min barnedåb d. 11. marts. Da sprængte modstandsbevægelsen den lokale jernbane i luften. Et kolossalt brag, som midt om natten vækkede de tilrejsende barnedåbsgæster, der sov forskellige steder i vort hus. Selv om der var mindst et par kilometer til sabotagen. To tyske vagtposter blev dødeligt sårede af bomben, fordi de kom gående lige forbi, da den sprang. De skreg saa højt, at det kunne høres milevidt. De havde bl.a. fået øjnene sprængt ud. Det gjorde indtryk - negativt, håber jeg - på egnen, at den lokale læge nægtede at behandle dem, fordi de var tyskere. De var jo trods alt også mennesker. Hvordan det gik dem, ved jeg ikke. Men hele jernbanesabotagen, der jo var lavet for at hindre og i hvert fald sinke tyskernes troppetransporter, er jo blevet sat under et meget kritisk lys af danske forskere siden. Det påstås, at den i virkeligheden ingen betydning havde.

Nå, men det var barnedåben, vi kom fra. Den forløb, som den slags skal. Pastor Stougaard døbte mig i det gamle dåbsfad i Grynderup Kirke - det samme dåbsfad, som både min far og min farfar var døbt ved. Gyldent - formentlig ikke guld, men messing, tror jeg. Og i hvert fald ikke det sorte dåbsfad, som indtil for mindre end 100 år siden blev brugt overalt, når børn uden for ægteskab skulle døbes ( "uægte børn", som man så utiltalende omtalte dem ). Nu var jeg jo ikke et saadant. Men alene tanken om, at der også i dåbssituationen skelnedes mellem børn, er mig dybt imod.

Problemet var: Hvad skulle knægten hedde ? Der var stor diskussion frem og tilbage. Altså ikke henne ved dåben, men i ugerne og dagene før. Mine forældre var næsten enedes om, at skulle hedde ERLING. Jeg har ingen ide om hvorfor. Ingen i vor familie hed det. Ej heller forfædre. Min mor og far kunne ikke huske hvorfor, når jeg spurgte dem. De syntes bare, at det var et pænt navn. Nå, men det blev ikke sådan. Min farbror Regnar havde den faste overbevisning, at jeg som det første barnebarn - i hvert fald i Danmark - skulle opkaldes efter min farfar. Han var død 9 år tidligere. Men ingen var opkaldt efter ham. Bl.a. fordi der ikke havde været nogen at opkalde. Hans fulde navn var Niels Jensen Thøgersen. Han var nemlig opkaldt efter en, der hed Niels Jensen. Nu syntes hverken farbror Regnar eller mine forældre, at jeg skulle hedde Niels Jensen. Men Niels J. Ja.  Derved blev det til Niels Jørgen. Altså Niels Jørgen Thøgersen i sin fulde længde. Det navn har jeg forresten været meget tilfreds med. Indtil nu, i hvert fald. Man aner rytme, harmoni og en god gang danskhed i det. Det har mange andre også sagt til mig - endda uden at blive presset. Så selv om jeg ikke blev spurgt  hin martsdag i 1945, er jeg altså mere end glad for navnet. Jeg lyder det endda - i hvert fald engang imellem. Eneste komplikation er, at mange ikke-danske har stort besvær med at udtale såvel Jørgen som Thøgersen. Så for dem er jeg bare Niels. Det er jeg også fint tilfreds med. Det kan nemlig udtales klingende rigtigt på alle sprog.

Så var besættelsen endelig ovre - de glade majdage i 1945. Jeg synes, jeg kan huske det. Men det er jo nok løgn.  For mine forældre var det tidspunktet at få forbindelse med mine to farbrødre i USA igen. Det havde nemlig været komplet umuligt , siden krigen startede i 1939. Hvordan havde de det derovre ? Og DE var om muligt endnu mere bekymrede. De vidste, at tyskerne havde besat Danmark i 1940. Men de vidste intet om, hvor hårdt besætterne var gået til værks. I deres værste stunder - har de senere fortalt os - havde de på fornemmelsen, at vi allesammen var blevet skudt eller på anden vis udryddet. Man må huske på, at begge mine farbrødre var amerikanske soldater under 1. verdenskrig og havde oplevet krigens rædsler i Frankrig. Derfor kunne de let forestille sig det værste. Jeg husker, at min farbror Anthon efter krigen skrev, at det eneste, der ville hjælpe, var på stedet at skyde en halv million tyskere! Nå, så galt gik det jo ikke.

Forbindelsen til familien i Minnesota og Iowa blev genoprettet i efteråret 1945. Jeg har for nylig fra min kusine i Minnesota fået kopier af nogle af de breve, som min far sendte til sine brødre. Meget interessant. En fantastisk tidsbeskrivelse. Og et billede af, hvordan de dengang oplevede hverdagen. I det første brev, min far skrev - det var på en 8-9 sider - fortæller han meget naturligt om alt det, der var sket i løbet af besættelsens fem år. F.eks. at han forresten var blevet gift ( med min mor, altså ). Først henne paa side 4  skriver han - nærmest i en bisætning: "Vi har fået en lille dreng. Han er en lille uro". Slut. Ikke mere om den bagatel. Så kan man jo filosofere lidt over det. Jeg er ikke vidende om, at jeg senere i livet er blevet reduceret til "en lille uro". Men måske. Nå, men det var sikkert kærligt ment.

Nyhederne fra Danmark havde hurtig effekt. Der kom store pakker fra Amerika. Med tøj, chokolade, kaffe, og andet godt. Det var mere end velkommen i disse knappe tider. Selv om de vist derovre på den anden side af Dammen troede vi havde det værre, end vi havde. Men det skal vi jo ikke klage over, når vi er i modtagerenden.  Mit første fine tøj havde mor syet af en blå-hvid sygeplejerske-kjole. Det tøj er jeg faktisk fotograferet i. Siddende på fotografens bord i Hobro. Seks måneder gammel.  Det fine tøj fra Amerika blev kun brugt til"stadstøj", som vi kaldte det. En anden gave fra mine farbrødre var, at de hensatte deres arv efter deres forældre ( mine bedsteforældre ) på en spærret konto, men i mit navn. De penge skulle bruges til min uddannelse, havde de bestemt. Dem fik jeg stor glæde af senere i min gymnasie- og studietid.

Med veloverstaaet barnedåb, fotografering og begavning fra Amerika gav jeg mig i lag med livet. 1945, 1946, 1947. Jeg husker selvsagt intet. Selv om det er ærgerligt. Der var sikkert mange sjove oplevelser. Mine forældre vænnede sig vist nok ret hurtigt til, at der var en ny størrelse i huset. I hvert fald min mor gjorde. Vi fik tit besøg af min farbror Regnar ( ham der gav mig mit navn ) og hans kone Johanne. De boede ca. 30 km vest for os i Farsø og havde ingen børn selv. Så jeg blev godt forkælet.  Også af min far og mor. Hvordan det har påvirket mig senere, må andre vurdere.

Det første, jeg mener at kunne huske lidt af, er min 3 års fødselsdag. Da fik jeg en potte. En flot, porcelænspotte med flotte billeder på. Den står faktisk lige ved siden af mig lige nu. Jeg tror, jeg fik den af min fars søde kusine, Methea. Der er ialt 6 billeder på potten. Med engelsk tekst.  To søde børn - en han og en hun - leger. Teksterne lyder: 1.billede: Play Time, Pals. 2. billede: Dollies bedtime. 3. billede: Wendy watering. 4. billede: Helping Daddy. 5.  billede: Betty's tea party. Og 6. billede: Your licence, please.  Jo, det var opbyggeligt stof. Potten blev godt og ofte brugt i den kommende tid. Blandt andet fordi vi faktisk ikke havde noget egentligt w.c. hos os. Det havde man ikke på landet dengang. Man besørgede det nødtørftige ( som det vist hedder inde i byerne !) ude i grevningen bag køerne. Men det ville man altså åbenbart ikke forlange af en lille dreng på 3 år.

Mit næste "bogmærke" i livet var mit første besøg hos barberen. Det hedder en frisør på landet. Han hed Orla, boede i Nørager og var egentlig meget flink. Jeg var nu 4 år. Og jeg havde et flot, meget lyst, meget langt og meget krøllet hår. Alle beundrede det. Det kan jeg desværre ikke huske. Men nu var tiden kommet til, at lokkerne skulle falde. Syntes mine forældre i hvert fald. Jeg skulle ligne en rigtig dreng. Så far tog sin cykel frem, jeg kom op på stangen, og vi begav os de tre kilometer hen til Orla. Men aldrig så snart jeg var kommet op i barberstolen, hoppede jeg lynhurtigt ned igen og løb så stærkt remmer og tøj kunne holde. Ud i byen. Væk. Barber og far efter mig. Vild opstandelse. De fangede mig først henne i et stort pakhus, hvor jeg gemte mig bag ved nogle melsække. Tilbage i stolen under stor protest. Jeg følte vist, at de fjernede min identitet. Men krøllerne røg af. De gemte dog een, der stadig sidder bag glasset i et af billederne af mig fra dengang.   Orla klippede mig masser af gange senere i mine drengeår. Og hver eneste gang kom vi til at snakke om "flugten fra barberen i Nørager".

Min lillebrors fødsel er det næste, der dukker op i min erindring. Da var jeg godt fem år. Jeg husker, at der den nat var en del uro i sovekammeret ( sådan hedder et soveværelse ude på landet!). Jeg sov nemlig stadig i mine forældres sovekammer. Nå, men jeg faldt i søvn. Og næste morgen, da jeg stod op, var alle væk. Jeg gik ud på loftet ( sovekammeret lå nemlig deroppe ), hen til trappen, ned i bryggerset. Og her stod Snedker-Sine. Jeg kendte hende godt. Hun var også fra Grynderup ( det hed vor landsby ) og havde faktisk assisteret jordmoderen, da jeg blev født. Hun hjalp normalt til ved den slags. Men nu var hun der og i gang med at lave "dover" ( det hed morgenmad hos os ) til mig. Min far havde fået det for længe siden og var nu ude ved dyrene. Men hvor var mor ? Jo, sagde Sine. Hun var såmand på Hobro Sygehus. Ikke fordi hun var syg. Men fordi hun var nede for at hente en lillebror til mig.  Jeg vidste ikke, om det var noget godt. Men det var alligevel  lidt spændende, da jeg sammen med far tog toget til Hobro senere på dagen "for at se på sagen".  Der lå mor - lidt udkørt og træt - og ved siden af i en kasse en lille gul/rød størrelse, som de altså sagde var min nye lillebror. Foldet, sovende, nærmest grim. Det er alle nyfødte, har jeg senere måttet konstatere mange gange.  Datoen var den 25. april 1950. Nøjagtig på min brors fødselsdag. Hvor var han heldig, at blev født nøjagtig paa sin fødselsdag, tænkte jeg senere.

Da knægten nogle dage senere kom hjem, var jeg allerede ret stolt. Endda glad. Det viste jeg ham ved at give ham det allerbedste jeg ejede og havde: en brun spejderpung, jeg lige havde fået af noget familie fra København. Og hvad skete ? Hvalpen gnavede den flotte knap af og slugte den!  Jeg var gal og rasende. Og mine forældre var rædselsslagne. Doktoren ( det hedder lægen på landet ) blev i hast tilkaldt. Han tog det nu ret roligt og sagde, at der var ikke andet at gøre end at lade naturen råde. Det betød på godt dansk, at knappen måtte igennem hvalpens fordøjelsessystem. Og så fik min mor klar besked på at fange den, når den havnede i bleen. Så hun fordrev de næste dage med at  vente paa resultater i bleen, rodede rundt og i et par dage uden resultat. Ængstelsen steg. Men så var der bid. Min flotte brune knap kom ud igen. Men nu var den helt affarvet. Så nu var det mig, der var tosset. Dumme hvalp, der havde ødelagt min fine spejderpung.

Et par dage senere ville jeg gøre det godt igen ved at lægge mig op i sengen til lillebror. Det fik jeg nu ikke lov til. Og det var nok også godt det samme.

Der blev selvfølgelig lidt mindre tid til mig, efter at den der lillebror var kommet. Det var nok godt. Jeg led i hvert fald ingen afsavn. Og det gjorde han heller ikke. Hans hed han forresten. Fulde navn: Hans Christian. Og det hedder han stadig væk. Med fem års forskel kan man ikke sige, at vi var jævnaldrende. Men vi har nu altid haft megen glæde af hinanden. Hans var kun 10 år, da jeg rejste til Viborg for at starte - og bo - på gymnasiet. Siden har vi aldrig boet sammen.  Men en god og positiv kontakt har der altid været. Og sådan vil det helt sikkert blive ved med at være.

Tilbage til min egen knægtetid.  Vi havde ingen bil, så det var altid meget spændende at komme på udflugt med mine forældre. Det skete ikke så sjældent. Enten til familiefester. Eller på egentlige udflugter. Jeg husker, at vi en gang var på tur til Rold Skov. Jeg tror, det var med søndagsskolen. Det var dejlig sommer, og vi nød vore medbragte klemmer og sodavand ved bredden af Madum Sø. Det er en pæn pyt vand inde i Rold Skov ( der dengang gik for at vare Danmarks største skov ). Vi er tæt på jernbanen, og pludselig kommer der et tog ( ikke saa mærkeligt ). I et ihærdigt forsøg på at underholde sønnen ( altså mig ) siger min mor:" Se, Niels Jørgen, der kommer et futtog". Hvortil jeg -   5-6 år gammel   - efter sigende højlydt svarer: " Det kan jeg da ikke forstå. Det ligner da et helt almindeligt tog!". Det var underholdningen den eftermiddag.

Den 4. juli hvert år tog vi rutebilen ( det er navnet for en bus ude på landet ) fra Kjemtrup ( 1 1/2 km fra, hvor vi boede ) til Rebild Bakker. Der var nemlig stor fest i lyngbakkerne i anledning af USA's nationaldag.  Det var den største fest uden for USA  for at fejre deres frihed fra englænderne i 1787. Der var normalt  over 50.000 deltagere dengang, heraf mange tilrejsende dansk-amerikanere fra Amerika. Kongen, Dronningen og de tre prinsesser var der normalt også. Far ville, at vi var med, fordi vi havde mine farbrødre i USA. Og vi syntes, det var sjovt. Vi sad op ad bakkerne på lyngen. Nede i "Gryden" sad de fine ( f.eks.Kongefamilien i deres eget hvide telt ). Her var også  talerstolen, militærorkestrene, de store flagstænger med Dannebrog og Stars & Stripes, m.v. Det var MEGET festligt. Jeg kan ikke huske talerne. Men jeg kan huske, at vi altid fik ( mange ) ispinde. Og at jeg var meget optaget af den megen politi, der dirigerede færdslen og det hele. Ja, jeg blev faktisk så optaget af det nogle år, at jeg efter vi kom hjem ved aftenstide iførte mig en eller anden politi-lignende hat, et par store handsker og et selvlavet skilt med påskriften: STOP. Iført den mundering gik jeg ud på grusvejen uden for vor ejendom for at dirigere trafikken. Jeg følte mig meget vigtig. Jeg gik selvfølgelig ind bag træerne, når der en sjælden gang faktisk kom en bil eller en cykel!

Det var også i de år, at vi begyndte at gå til fødselsdag hos kammeraterne. Dem var der ret mange af. Og de boede allesammen i nærheden. Så man kunne selv gå derhen. Det var fast tradition, at man gav en krone til den, der havde fødselsdag. For ikke at tabe kronen bandt mor den altid ind i et hjørne af lommetørklædet. Så måtte man selv bøvle med at få den ud, når man kom derhen. Hvis det gik for langsomt, var fødselsdagsbarnet altid mere end villig til at hjælpe til. Det var en stor dag at få så mange enkroner. De var også flotte dengang. De var nemlig af guld. Det så de i hvert fald ud til. Jeg husker tydeligt, at jeg efter hver af mine egne fødselsdage længe kunne sidde og kigge på og tælle mine enkroner. Det var også spændende at finde ud af, hvor mange der var fra hvilke år. Nå, men dagen efter skulle de i sparebøssen. Jeg havde en fin sølv-en fra Hobro & Omegns Sparekasse. Desværre var det kun Sparekassen, der havde nøgle til den. Jeg fik dog engang imellem lirket en krone eller to ud med en strikkepind, når mine forældre ikke var lige i nærheden. Den var dog sjovere at lirke dem ud af Hans's sparebøsse. Den stod nemlig lige ved siden af!

Til fødselsdagsfesterne, der normalt begyndte ved 2-tiden ( om eftermiddagen, altså ), fik vi chokolade og boller. Uh, hvor det smagte godt. Man var ikke så hæmmet af dengang, hvor mange gange man kunne være bekendt at tage en bolle. Man skyndte sig at tage så mange, man kunne  hver gang man havde spist een. Det gjorde alle de andre også, så der var godt bud efter de gode boller. Bagefter var der normalt småkager. De var også gode. Når man så endelig var færdig og fik lov til at gå udenfor, var der masser af lege at tage sig til. Som helt lille så man mest på, at de større morede sig. Det var også sjovt. Men efterhånden kvalificerede VI os også til at være med.  Vi spillede f.eks. Antonius - det der med at kaste en bold over et hustag og så håbe, at dem ovre på den anden side ikke kunne gribe den. Vi spillede også rundbold. Det var lidt svært. Og så var der røvere og soldater. Bevæbnet med stokke og grene. Og gemt alverdens steder i nærheden. Der var en del plantage paa egnen, så der var altid steder at gemme sig. Men det gik altid på samme måde: Bedst som vi var allerbedst igang, blev der råbt, at NU skulle vi hjem. Ov. Men sjovt havde det altid været. Tøjet var ikke altid lige så rent og pænt, når vi kom hjem, som da vi gik. Men det var jo også et tegn på, at det havde været sjovt.

En anden del af drengeårene var samkvemmet med naboerne. Der var ikke langt til de nærmeste naboer. De hed Aage Mathiesens ( s'et betyder på landsprog, at der er tale om en hel familie ). Der var vel godt 200 meter over til deres gård. Undtagen om sommeren, når man ikke måtte gå igennem kornet og måtte følge vejen. Så var der nok 400 meter. Jeg kom meget ovre hos dem. De var søde, og de havde 3 børn. En stor, Søren, en lidt mindre, Jørgen, og så den mindste , Janne, der var på min egen alder. Ja, jeg var faktisk derovre både tidligt og sent. Kun en enkelt gang kom det til skærmysler. Familien skulle til at spise til aften og jeg var også i stuen. Jeg talte de tallerkener, der var sat frem. Der manglede en. Så jeg spurgte ( selvfølgelig): "Hvor er MIN tallerken ( eller taljerken, som jeg kaldte dem dengang )?"  Det blev lidt for meget for Ingeborg, konen i huset. Hun sagde med venlig, men klar stemme, at der var ikke en til mig, for nu skulle jeg gå hjem og spise. Det blev jeg så gal over, at jeg for ud af døren, greb en sten og kastede den ind af vinduet i bryggersdøren - med klir-klir-glasskår til resultat. Så kan det nok være, at jeg kunne løbe stærkt.  Jeg sagde ikke noget, da jeg kom hjem. Men mine forældre begyndte at undre sig, da jeg i mange dage efter ikke plagede for at få lov til at gå over til Aage Mathiesens. De hørte så om stenkastningen. Og da de så skældte mig ud, sagde jeg med det samme: "Ja, men Snedker-Peter har sat en ny rude i!"  -  som om det gjorde sagen bedre.  Det var en værre historie. Siden har jeg ikke fundet anledning til at kaste sten ind af andre folks vinduer!

Vi havde også andre nære og gode naboer. Lidt længere mod vest boede Christen Petersens. På himmerlandsk hed han Kren Pedersen  Far Christen, som jeg husker som en gammel, meget venlig mand, der altid sad i sin fine stol for enden af spisebordet. Han døde, mens jeg var ret lille, så jeg husker ham ikke så godt. Han kone Kristine, der nok er et af de hyggeligste, mest livlige og mest humørfyldte mennesker, jeg har kendt. Jeg tror, at hun var min mors bedste veninde. De havde en masse hyggetimer sammen. Når Kristine kom på besøg, kom der gang i snakketøjet. Med grinen og masser af sjov. Det var jo lige noget en knægt som jeg kunne li'. Og så havde de tre døtre: Ellen, Helga og Ingrid. De var noget ældre end mig. Men jeg havde et fantastisk godt forhold til dem. Da jeg var lille, blev jeg tit passet af dem, især af den yngste Ingrid. Så havde vi det sjovt. De har fortalt mange pudsige oplevelser fra dengang. Da de jo var lidt ældre, husker de tingene fra mine første år bedre, end jeg selv gør. Jeg har heldigvis stadig god kontakt til dem, så jeg vil prøve at lokke mere ud af dem. Måske også for at  skrive noget af det ind i denne slægts-krønike. Familien solgte på et tidspunkt i 50'erne gården til Georg Poulsens og flyttede ned i Grynderup By - ca. 1 1/2 km væk. Det var jo forfærdeligt langt væk. Men den tætte kontakt blev da heldigvis opretholdt, især med Kristine, som blev ved med at være lige humørfyldt og  hyggespredende, indtil hun døde en del år senere. Jeg husker stadig, hvor  ked af det især min mor var, da Kristine var død. Der blev et meget stort tomrum. Det er sikkert og vist.

Tiden gik. Og vi var nået frem til april 1952, hvor jeg skulle i skole. En ny epoke i mit liv tog sin begyndelse. Det har jeg skrevet et særligt afsnit om, så det behøver jeg ikke bruge læserens tålmodighed med her.

Derimod er det på tide at fortælle noget om, hvor jeg egentlig boede. Og hvad vi lavede der. Far og mor havde en landejendom. Det havde været min farfars og farmors. De byggede den i 1890'erne og dyrkede jorden omkring den op. Min far overtog ejendommen i 1935, og en måned senere hyrede han en ung pige til at være sin husbestyrerinde. Det blev min mor. Ejendomen var på 17 tønder land. Det er ikke så meget, at det kan kaldes en gård. Og det er heller ikke så lidt, at det kun er et hus med en forvokset have. Vor mark var ret lang. Vel 1 1/2 til 2 km. Til gengæld var den smal - måske omkring 250 meter. Den mærkelige form skyldtes ganske enkelt, at den var en del af udstykningen fra 1780'erne og begyndelsen af 1800-tallet, hvor centralt beliggende gårde i landsbyerne delte ydermarkerne imellem sig på en sådan måde, at de hver for sig fik lige meget af den gode og den mindre gode jord. Ejendommen - der aldrig havde et navn - lå ca. midt på den lange mark. Det var jo i det mindste praktisk.   I begyndelsen af dette århundrede var kun den søndre halvdel opdyrket. Den nordlige del var stadig lyng, som den altid havde været. Den opdyrkede min far i 20'erne for sine forældre. Slidsomt arbejde med den djævelsk hårde al neden under.

En så lille ejendom kunne ikke give føden til en familie - og slet ikke i 20'erne og 30'erne. Der skulle bibeskæftigelse til. Derfor kørte min far hver dag mælk, det vil sige at han med hestevogn hver morgen samlede mælkespandene sammen fra egnens gårde og kørte dem til mejeriet. Det gik hver formiddag med. Samtidig havde han en god kværn, så han kunne - mod gode ord og betaling -  male korn for egnens bønder. De bijobs sammen med det daglige arbejde paa ejendommen gav nok til at holde økonomien i gang. Både i 30'ernes krise - og under krigen. I de værste krigsår var min far og mor også i tørvene. Det vil på godt dansk sige, at de gravede tørv i tørvemoserne. Det var det allervigtigste brændsel dengang, og det gav ret godt økonomisk. Men det var - for at sige det mildt - et kolossalt hårdt arbejde, der skulle udføres i snart sagt al slags vejr.

Men alt dette ligger før min tid. Ikke bare fordi jeg ikke kan huske det. Det var faktisk før 1945. Undtagen lidt af tørvegravningen.  I mine tidlige drengeår var vor lille familie på tre samlet på ejendommen. Det var her, det hele foregik.

Jeg husker f.eks., da vi fik elektricitet. Det var , da jeg var en 4-5 år. Indtil da havde vi som de fleste andre brugt petroliumslamper - både inde i stuehuset, hvor vi boede, og ude i udbygninger ( hvor altså dyrene og maskinerne boede ). Men nu kom der helt anderledes knald på lyset. Det var helt mærkeligt. Men rart. De var så fine - de nye lampetter og lysekroner. Jeg har tit tænkt på, hvorfor der var så meget trolddom i gamle dage. Dels havde folk ikke elektrisk lys, og der var derfor altid skummelt og uklart henne i hjørnerne. Dels havde folk ikke briller og så derfor ikke så skarpt. Og endelig løb der jo mange mærkelige dyr rundt ( rotter, ildere, osv. ). Kombinationen af alt det er en glimrende sammenkogt ret for trolddom og frygtelige fortællinger!

Min hukommelse minder mig også om, da vi i de samme år fik vort automatiske vandværk. Indtil da havde vi som andre en god, solid vandpumpe over kælden ( det er jysk for brønden )uden for stuehuset. Der måtte man ud for at pumpe vand op ved håndkraft mange gange hver dag. Dels til  vort eget brug. Og dels til de tørstige dyr. Det kunne være drøjt en varm sommerdag. Dels fordi der var varmt. Og dels fordi alle var dødtørstige og derfor skulle have ENDNU mere vand. Vi havde dejligt rent og koldt vand. Det var ikke alle beskåren. En gang imellem byggede en fugl rede nede i pumpen. Næste gang vi pumpede vand op kom der så på hovedet ned i vandet i spanden en fortumlet fugl. Jeg husker, at vi mange gange måtte tage en fugl, der var våd til skindet, med ind i vort sovekammer og lade den tørre, mens vi sov. Så kunne den næste morgen flyve ud igen. Og vi sad tilbage med alle fugleklatterne fra natten i soveværelset. Men vi gjorde det hver gang alligevel.  Nå, men vi fik det automatiske vandværk installeret. Det i sig selv var spændende. Det krævede elektricitet. Og den havde vi jo lige fået. Vor brønd var meget dyb - over 50 meter. Vandmanden - det hed han nok ikke ( det var faktisk den lokale smed ) - måtte kravle helt derned for at gøre det nødvendige. Det var helt uhyggeligt for en lille dreng. Men jeg kiggede derned hele tiden alligevel. Oppe ved overfladen blev der bygget et ret stort rum af cement - gravet nogle meter ned i jorden. Det gravede vi selv ud. Jeg mener selv, at jeg gravede med. Men det passer nok ikke helt. I det rum blev selve pumpeværket sat på plads. Det var en ren fryd i årene derefter at få lov til at komme med far derned ad nogle meget stejle trin for at tilse maskineriet. Og det kolde, rindende vand flød i stride strømme. Det var en ren fornøjelse.

Vi fik også en fin, ny have i de år. Den gamle med for mange træer blev sløjfet. Og jeg husker, at vi havde noget så fint som en landbrugs- og havekonsulent til at planlægge og anlægge haven. Når han var der, skulle vi ( Hans og jeg ) være meget stille og artige. Han lavede fine blomsterbed med svung i - en fin græsplæne , der var stor og flot, men svær at slå, og en fin hæk udenom. Endelig fik vi en flot, hvid flagstang. Det eneste, der fik lov til at overleve fra den gamle have, var to træer. Dels et blommetræ, der hvert år bar masser af store, saftige Victoria-blommer ( som jeg spiste, selv om jeg ikke måtte ). Og dels det store bøgetræ, som min farfar havde plantet for min farmor. Det skulle reducere hendes hjemlængsel til bøgenes Midtsjælland. Denne have og jeg gjorde hinandens bekendtskab i mange år fremover. Især fordi det længe var min opgave at slå græsplænen.

Bygningerne på vor ejendom er en anden side af min dagligdag fra dengang. Vi havde ikke det man kalder en firlænget gård. Men bygningerne lå alligevel på hver sin side af den firkantede gårdsplads. På sydsiden lå stuehuset. Her boede vi. Det var oprindelig den eneste bygning. Mennesker i den ene ende - dyr i den anden. Så kunne de holde hinanden varme og ved selskab. Sådan havde det ikke været hos os siden begyndelsen af århundredet. Inde i stuehuset var der mange rum - ikke store, men store nok. Køkkenet lå ud mod gårdspladsen. I mine første år var det meget lille. Med et komfur, et køkkenbord og et lille spisebord til tre. Der var altid dejligt varmt, fordi komfuret altid var tændt. Ellers kunne mor jo ikke lave mad. Lågen ind til ovnen havde en særlig funktion. Når der ikke var noget i ovnen og lågen stod åben, lå husets frækkeste kat altid der. Og man kunne altid se, om komfuret var ved at gå ud. For så rykkede katten helt ind i ovnen. Så var det på tide at lægge flere tørv eller briketter i ilden. Og huske at jage katten væk, inden man lukkede ovnen!

Bag ved køkkenet - stadig ud mod gårdspladsen - lå bryggerset. Det var her maden blev forberedt. Og opvasken gjort. Det var ogsaa her, at jeg vaskede mig hver morgen, inden jeg skulle i skole. I et vaskefad med mere eller mindre varmt vand. Herfra gik yderdøren ud i gården. Og den stejle trappe op paa loftet.

Længst borte i den side af huset lå vort spisekammer. Der var ikke noget, der hed køleskab eller fryser dengang. Så alle madvarer skulle opbevares på anden vis. Kød ( det vil sige især flæsk ) blev lagt i et saltkar nede i en halvskummel halvkælder neden under spisekammeret. Andet blev henkogt eller syltet. Og resten blev bare dårlig, hvis det stod der for længe, især om sommeren. Nu er det jo så heldigt på landet, at der kommer frisk mælk, nylagte æg og dejlige grønsager og frugt ind hver dag. Derfor var det med manglende køl og frys ikke så stort et problem, som det måske umiddelbart lyder til. Det var forbudt for os drenge at gå ind i spisekammeret. De sagde, at det var fordi vi kunne falde ned i halvkælderen og slå os fordærvet. Det var det nok ikke. Det skete i hvert fald aldrig, når vi alligevel sneg os derind for at "låne" en medisterpølse og/eller et stykke kage.

Omkring den tid, hvor jeg kom i skole, fik vi lavet om på det hele. Det gamle køkken og det gamle bryggers blev slået sammen til et stort, nyt, fint køkken. Komfuret blev "fyret" - om jeg så må sige - og erstattet af et nyt gaskomfur. Både køkkenbord og spisekrog fik større og mere praktiske dimensioner. Og nye fine og store vinduer blev sat i. Jeg husker ombygningen som en større redelighed - men lavet fint og net af murer Kastaniegaard fra Nørager.

Til den anden side i huset  - det vil sige mod syd - havde vi stuerne. I midten dagligstuen. Med kakkelovn ( som jeg engang brændte min bare bagdel på, da jeg en vintermorgen skulle tage strømper på og stak det nederste af ryggen for langt bagud!). Med spisebord, som min far var meget stolt af, da han havde købt det af en slagteriarbejder i Hobro. Et spisebord, som min bror senere afsyrede, og som nu tjener som bord i MIDGAARD i vor kælder i Bruxelles. Som lille havde jeg stor morskab af at kravle ned under bordet, når mor havde alle nabokonerne til kaffe. Med et brunt skrivebord, som jeg ikke kender oprindelsen til. Med en hænge-telefon ( da vi fik telefon i midten af 50'erne ). Det var en telefon med håndsving. Vi havde Nørager nummer 101 Y. Det var nemlig en såkaldt partstelefon, som vi delte med tre andre på vejen. Så når man skulle ringe, måtte man altid løfte røret for at høre, om de andre snakkede. Det gjorde de som regel. Med en divan ( det hedder en sofa på landet ), hvor far altid lå efter aftensmaden. Han fortalte ofte historie ( ikke at forveksle med historier ), inden han faldt i søvn eller gik i seng. På den måde lærte jeg som dreng en masse historie - både Danmarks- og verdenshistorie. Og endelig var stuen med lysekrone - med 4 nedadvendte glasskærme med blomstermotiver på. Man skulle altid passe på ikke at ramle ind i dem, når man rejste sig op, for så ville ulykken ske. Det var dog ikke så stort et problem for mig som dreng.  Til slut skal nævnes vort væg-ur, der tikkede afsted henne i det ene hjørne af stuen. Det fik mine forældre i bryllupsgave af farbror Regnar og Johanne den. 27. oktober 1940. Det gik ALTID. Og far var den eneste, der havde "kørekort" til at trække det op een gang om ugen. Det har vist kun været ved ur-doktoren een gang. Og da følte vi os helt nøgne. I dag tikker det videre afsted i vor spisestue i Bruxelles. Og min lørdag formiddag går altid med at trække det op. Dog ikke hele formiddagen. Jeg arvede det efter mor - dels fordi jeg gerne ville have det. Og dels fordi min bror Hans på sine bedende knæ tryglede mig om, at jeg INSISTEREDE på at få det. Ellers var han bange for, at hans kone Lisbeth ville bede om at få det . Og det var åbenbart noget af det værste, der kunne ske for Hans.

Man kan med god grund sige, at dagligstuen var stedet, hvor livet i vor lille familie udfoldede sig. Vi var altid her om aftenen og på andre tider, hvor vi havde en slags fri. Vi spiste der, vi "kaffede"der, vi havde de daglige gæster der, vi hyggede os der, vi hørte radio der, vi snakkede i telefon der, jeg læste lektier der, m.m.m. Stuen var vel på 4 gange 4 1/2 meter. Ikke større. Saa det gav nærkontakt. Men det gjorde ikke noget. Om dagen havde vi jo i udhusene og især udenfor al den plads, vi kunne ønske os. Så var det rart med lidt nærhed om aftenen. Der var også den praktiske side af sagen, at vi om vinteren kun varmede dagligstuen op. Ikke de andre stuer. I køkkenet var der selvfølgelig varme fra komfuret ( komfyret, på himmerlandsk ). Men der kunne vi ikke være alle tre eller fire. Vi var det i hvert fald ikke.

Vesten for dagligstuen var der en mindre stue - nærmest et stort kammer. Vel  omkring 12 kvadratmeter. Det var her, jeg blev født. I gamle dage var det mine bedsteforældres kombinerede stue og soveværelse. Men min mor stadig væk var husbestyrerinde, går jeg ud fra, at hun havde det som sit værelse. Men da mine forældre blev gift lavede de deres sovekammer oppe på loftet, så kunne "vesterstuen' bruges til andre ting. Fødsler, f.eks. Men da der kun var fødsel hos os hvert femte år, blev det også brugt til andre ting. Strygestue. Garderobe. Og så var det mit soveværelse fra omkring den tid, hvor jeg kom i skole. Jeg kom med det samme til at kende rummet godt, for jeg var i syvårsalderen faktisk syg uafbrudt i omkring 7 uger. Hele tiden lå jeg derinde. Så jeg kendte nærmest hvert eneste billede/figur på tapetet. Og hvert eneste møbel i lokalet.

Det var også inde fra den stue, at Hans og jeg en del år senere snød vor far noget så grueligt. Kennedy var lige blevet skudt. Og alle var meget oprevet. Aftenen efter rikkede Hans og jeg en ledning til fra sengen inde i værelset til den gamle radio inde i dagligstuen. Inkl. en mikrofon. Hans kunne allerede dengang den slags. Mens far lå bedst plantet på divanen som sædvanlig for at vente på Pressens Radioavis ( som det hed dengang ), kravlede jeg ned til mikrofonen under dynen inde i naboværelset og udtalte: " Pressens Radioavis med en ekstraudsendelse. Det meddeles netop nu fra Moskva, at førstesekretær Kruschev er blevet skudt i eftermiddag. Alt militær er i højeste alarmberedskab, da ingen ved, hvad der nu sker. Slut paa meldingen fra Moskva. Vi kommer tilbage med flere nyheder snarest muligt".  Jeg kravlede ud af sengen og gik et par minutter senere nonchalent ind i stuen. Her var far i stærk ophidselse. Fortalte, hvad han lige havde hørt i radioen, og sagde, at det nok betød krig.

Vi lod ham blive i troen lidt. Den "normale", rigtige radioavis kom nogle minutter senere. Og den sagde ikke noget om udviklingen i Moskva. Det kunne far ikke forstå og undrede sig højligt.  Da han havde svedt en halv times tid, gik jeg ind under dynen igen og sendte en ny ekstraudsendelse. Hvor jeg fortalte, at det var for sjov alt sammen.  Lad mig sige det diplomatisk: Det ku' vor far ikke li'! Han blev faktisk ret vred. Nå, men det gik over. Og senere har vi grinet sammen over det mange gange. Jeg sagde til ham, at det var en måde at få ham til at være mere kritisk over for det, han hørte i radioen!

Nå, tilbage til vort stuehus. På den anden side af dagligstuen lå stadsstuen. Det er jysk for den fine stue. Det var oprindeligt dyrenes afdeling, da ejendommen kun havde een længe. Men da kostalden blev bygget en gang i 30'erne, fik vi en stadsstue. Her kom man kun, når der var fest eller når der kom virkelig fine fremmede. Fra København og sådan nogen steder. Stadsstuen var derfor heller ikke varmet op. Hvad det fine møblement nok ikke havde særlig gavn af i de kolde, fugtige vintre og efterår. Stuen havde sin egen kakkelovn, der virkede fint, når den blev bedt om det.  Det var fast  praksis, at når den lokale læge, doktor Brundin fra Nørager blev tilkaldt, fandt konsultationen sted inde i stadsstuen. Hvis patienten altså kunne vakle derind ved egen kraft. Nu var vi heldigvis ikke meget syge, så Brundin kunne ikke leve af os. Ud over min egen dårligdom i syvårsalderen ( ansats til polio, vistnok ) husker jeg kun to tilfælde: mors galdesten, som vist nok var djævelsk. Og fars brækkede arm, da han faldt 5 meter ned oven i el-motoren. Og så var der dengang, jeg kom til at slå Hans hårdt i maven med min knytnæve. Han havde nok været slem. Det er den eneste gang, jeg fik lussinger af min far. Men doktor blev der dog ikke brug for.

Sidste rum i stuehuset var vor gang. Det er jysk for entre. Det var den fine gang. Her kom man kun ind, når der var fest. Eller hvis man var doktor Brundin.  Rummet var langt ( ca. 4 meter ) ,men smalt ( 1 1/2 meter ). Hattehylden, der hang paa væggen og så imponerende ud, var lavet på bestilling af den lokale snedker Norup - da jeg havde barnedåb. Mine mange gæster skulle jo have et sted at lægge hat og våben.  Snedker Poul Norup har senere fortalt, hvordan han måtte cykle de 5 km fra værkstedet til os med det lange monstrum. Det var vist ikke så let der i den bidende vinterkulde i marts 45.

Gangen blev senere et meget nyttigt rum til min 7 års fødselsdag. Jeg fik nemlig et dværghønsepar. Af Dalgaards Kaj.  Hvad skulle vi dog gøre af dem ? Jo, de blev lukket ind i den fine gang. Hold op, hvor de hyggede sig. Især med at klatte OVER det hele. Men de følte sig i hvert fald velkommen. De fik dog snart anden bopæl på ejendommen. Og de og deres mange efterkommere blev boende på ejendommen i over 25 år.

Selve stuehusets ydermure var bygget  op af kampesten. Det er store natursten, som var blevet samlet op på marken udenfor.  Det var selvfølgelig det billigste materiale i 1893, da huset blev bygget. Iøvrigt nedbrændte det et par år senere efter et lynnedslag. Men ydermurene blev stående, og de blev først revet ned, da den familie, der i 1968 købte ejendommen af far og mor, rev det ned og byggede et helt nye stuehus et nogle meter længere mod syd.

Et stuehus som vort skulle selvfølgelig holdes ved lige. Det betød for eksempel, at det skulle kalkes ( hvidt ) en gang om året. På landet har man den faste regel, at alle bygninger skal være kalket inden pinse hvert år. Det passer med arbejdsrytmen i landbruget. Det blev vort hus også. Vi lavede selv kalken. På basis af noget råkalk, der ankom fra købmanden i Nørager i grå papirssække, tilberedte vi det i et af os selv gravet hul henne nordvest for ejendommen. Det var fascinerende. Hvorfor ? Fordi kalken altid kogte, når man blandede det sammen med vand og rørte rundt. Så var det med ikke at falde ned i det. For det første ville man blive blind af kalken. Og for det andet ville man blive skoldet ihjel. I så fald gjorde det selvfølgelig ikke så meget, at man blev blind. Men jeg undgik nu altså begge dele år for år. Kalkningen skete med en kost. Jeg fik i mine mellemste drengeår også lov til at kalke huset. Senere SKULLE jeg. Det var især spændende at kalke husets gavle - det er de spidse mure i hver ende af huset. For at nå derop var man nødt til at stå på en meget høj og - syntes jeg - vakkelvorn stige. Det øgede spændingen.

Der var også mange vinduer i vort stuehus. En 15-16 stykker, hvis jeg kan regne rigtigt. Og i hvert vindue var der op til 6 ruder. Man tænker selvfølgelig på, at de skal pudses. Ja. Men de skal også kittes. Det blev også gjort een gang om året - normalt lige før kalkningen. Det indebar, at først skulle alt gammelt kit fjernes med et knivlignende instrument. Lidt besværligt. Men dog ret hurtigt. Derefter skulle man med stor præcision med en særlig kitte-spatel placere det nye, dej-lignende kit inde ved kanten hele vejen rundt langs ruden. Det skulle være flot ens hele vejen rundt - nærmest en meget kort styrtløbsbane fra vinduesrammen og max. 1 cm ind på ruden. Jeg lærte det faktisk godt - ja, næsten til fuldkommenhed i mine drengeår. Og jeg tog mig altid  g o d,  MEGET  g o d tid til det. Dels for at gøre det flot. Og dels for at undgå at komme til at lave noget, der var meget mere kedeligt!

Tagrender havde vi ikke noget af. På landet har vi det fint med regnen. Ganske ofte er den ikke bare velkommen. Den er tit den allerbedste gave, man kan få - til markerne og til haven. Så vi behøvede ikke at skærme os imod den. Vi havde heller ikke noget, der bare lignede en paraply. Vi vidste dårligt nok, hvad det var. Hvad skulle vi dog med den slags unødigt pjat. En god, lang regnfrakke var mere end nok. Resten tog man som en oplevelse.

På taget havde vi røde tagsten. De var lagt derop engang i 40'erne. Før den tid var der sort paptag. Øverst knejsede to skorstene. Den vestre var i brug hele tiden. Den gik nemlig ned til komfuret i køkkenet og til kakkelovnen i stuen. Den anden skorsten havde det nemmere. Dels var kakkelovnen i stadsstuen - den fine stue - kun sjældent i sving. Og dels var dens anden "fødekilde" - gruekedlen i vaskehuset kun for alvor i gang, når vi havde slagtet høns , når vi vaskede tøj, og når vi i december kogte grønlangkål.

Vaskehuset: ja, hvad er det for noget ? Det var et rum, som alle ejendomme og gårde på landet med respekt for sig selv havde.  Som navnet siger, var det her man vaskede - ikke sig, men tøj. Først kogte man tøjet i den store gruekedel - eller i to, hvis man havde det. De var varmet op af levende ild nedenunder. Og de bestod af en metalkedel med emalje indeni. De kunne vel hver indeholde 100 liter vand. Når det kogte, puttede man det snavsede tøj i. Og rørte rundt. Bagefter blev tøjet vasket i sæbe for derefter at blive skyllet dusinvis af gange i mere-end-iskoldt vand. Puh, hvor man frøs fingrene. Til sidst blev det hængt udenfor til tørre på lange tørresnore. Bare ærgerligt, hvis det regnede. Og om vinteren med frost var det et problem. Så måtte man prøve at finde tørresteder indenfor i husene. Når tøjet så var tørt, skulle noget af det ( sengetøj, duge, mv. ) rulles på den hånddrevne rulle oppe på loftet. Andet skulle stryges. Og atter andet bare tages i brug - eller på. Kort sagt: Det var noget af et gedemarked at vaske tøj - og alt hvad der hørte med. Tænk på det, når I tænder for den elektriske vaskemaskine, tørretumbleren, m.v. Jeg var i drengeårene med til en del af det. Men ikke så nær hver gang. Men jeg tror såmænd nok, jeg kunne finde ud af det den dag i dag, hvis jeg skulle.

Som før nævnt var vaskehuset også i centrum, når vi havde slagtet høns - eller snarere kyllinger ( altså ret store kyllinger). Det vil sige, jeg slagtede saftsuseme ikke nogen kyllinger. Og DET kommer jeg heller aldrig til. Men jeg så på det en gang imellem. Med 1 1/2 øje lukket. Min far indfangede staklerne, gav dem en efter en til mor. Hun skulle lægge dem om på siden med hovedet ( altså kyllingens ) og halsen ind over en dertil indrettet træblok. Huk, sagde far med øksen, og kyllingens hoved fløj flere meter væk. Så slap mor dyret. Og til i hvert fald MIN store undren løb det så væk. Det styrtede først om adskillige meter væk, når det ligesom fandt ud af, at det havde mistet hovedet. Så faldt det om og var stendød. Og næste kylling blev indfanget til "kærlig" behandling. De mere snu kyllinger fandt ud af, at der kun var een måde at undgå at komme under øksen på. Det var - så snart seancen startede - at løbe op midt i møddingen ( der indeholdt ekskrementer fra køer og grise ). Her var der ingen, der gad fange den. Så slap den i hvert  fald for at blive slagtet  i den omgang.

Når mit fædrene ophav havde "myrdet" en 15-20 kyllinger, blev blodbadet indstillet. Nu kom det virkelige arbejde.  Og her var jeg faktisk næsten altid 100 % med. Først skulle de slagtede kyllinger skoldes i kogende vand. Med fjer og det hele ( altså minus hovedet ). Når det var sket, skulle vi plukke alle fjerene af dem. Det var ikke svært. Men det lavede et frygteligt svineri. Fjer over det hele. Det foregik i vaskerummet. Og vi tog allesammen vort allermest gamle tøj på. Jeg husker, vi sad på de lave malkeskamler og snakkede om dette og hint, mens fjerene røg af i stor hast. Der blev vist også fortalt historier. Bagefter skulle vi brænde de små resterende hår af med en flamme, så hver kylling blev fin og næsten glat. Endelig skulle al indmaden tages ud - både det, der skulle smides væk ( tarme m.v. ) og det, der kunne bruges ( lever, hjerte, osv. ). Til sidst parterede vi dyret, så lår kom for sig, bryst for sig, hals for sig, og skrog ( det er vist jysk for kroppen ) for sig. Alle disse fine mad-ting blev så pakket ind i brunt indpakningspapir og sendt hen til frysehuset i Nørager, hvor vi så kunne hente dem en efter en, efterhånden som vi blev kyllinge-sulten. Alt i alt: et andet stykke drøjt land-arbejde. Men i hvert fald nyttigt og lærerigt. I dag køber vi dem jo bare henne i Super Brugsen. Meget nemmere. Men lidt mindre farverigt, måske.

Sidst, men ikke mindst var vaskehuset vort centrum, når der skulle koges grønkål lige før jul. Min mor kom fra Vendsyssel. Og der er der ikke noget, der hedder jul, hvis man ikke får grønlangkål 1. juledag og alle dagene derefter. Den skik var aldeles ukendt i Himmerland, indtil min mor kom dertil i november 1935. Men derefter var det fast tradition. Ikke bare min far, men også hans familie ( især Regnar og Johanne ) FORLANGTE at få grønlangkål til jul. Og det gjorde min bror Hans og jeg sandelig også. Herrrrlig spise. Med kold medisterpølse og hamburgryg til.  Brunede kartofler. Og dygtigt med stærk sennep. Visse steder i Vendsyssel strøer de sukker på. Det smager også godt. Men det kan godt blive for meget. Hvad har det med  vaskehuset at skaffe ? Jo, ret meget endda. Grønkålen gror som bekendt ude på marken. Når den "høstes " eller hvad det nu hedder, er den fyldt med jord og skidt. Så først skal den skylles og skylles og skylles og skylles og endnu flere gange skylles i koldt vand. Når den endelig er ren, er det på hovedet ned i gruekedlen med spilkogende vand. Her skal den nærmest koge i timevis for ikke at sige dagevis for at blive mør og spiselig. Vi glædede os altid vildt meget til årets grønlangkål.  De var ( næsten ) vigtigere end julegaverne. I de senere år har vi spist dem, når vi har kunnet få fat i dem. Især fabrikken Trine i Hjørring laver grønlangkål, der er rigtig go'e.! Desværre kan ingen af mine tre børn forenes med dem. Men de kan jo blive klogere, når de bliver "rigtigt voksne"!

Vaskehuset havde også den opgave at være vejen ud i kostalden ( der hedder ko-huset på himmerlandsk ). De to bygninger - stuehuset og kohuset - var nemlig bygget sammen. Og vaskehuset var forbindelsen. Det ville sige, at man kunne gå ud til dyrene uden at skulle udenfor. Det var rart, især om vinteren. Men det betød jo samtidig, at dyrene også kunne gå den anden vej. Ikke de store dyr som køer, grise, heste, og den slags. Men de mindre væsener som katte, mus og fluer. Ikke altid så hyggeligt. Men man vænnede sig jo til det. Og bare kattene ikke var for overfodrede og derfor dovne, fangede de musene, inden de blev for frække.. Det er klart, at også staldlugten  havde lettere adgang til de private gemakker, end vi brød os om. Men det var jo også en vanesag. Når alt bare var rent og pænt - og det var det hos os - var det helt fint. Man kan jo ikke bo paa en gård og så regne med, at det altid lugter ligesom i en skønhedsklinik!

Apropos lugt: Et af de værst lugtende land-dyr er en ged. Sådan en havde vi aldrig i mine drengeår. Ikke på grund af lugten. Men fordi vi ikke havde noget at bruge den til.  Vi kendte derimod godt den gamle historie om familien, der faktisk havde købt en ged. De havde ikke så meget plads, så de havde den i soveværelset. En af deres naboer spurgte med stor undren: " Ja, men hvad med lugten ?" Hvortil gede-ejeren straks svarede: " Det må geden sku selv om!"

Vi er nu ude i kostalden. Den var i mine drengeår allerede ret gammel - vel en 30 år. Den var ligesom stuehuset bygget af kampesten, der var samlet sammen ude på markerne. Vinduerne var de små, typiske kostald-vinduer: 40 gange 30 cm med 8 små ruder i hver. Murene var kalket  hvide, og jernsprosserne i vinduerne var malet røde. Det var mit job. Det så vældig pænt ud, når det lige før pinse hvert år var gjort. Taget på ko-huset var i mine første drengeår stråtag. Som det havde været på landet i århundreder. Meget varmende og beskyttende, når det var nyt og holdt i stand. Engang imellem skulle det udskiftes. Jeg husker, at vi engang fik nyt stråtag. Det blev klaret af tækkemanden. Meget flot arbejde med indtil flere flotte nåle, som han syede med. Jeg kravlede noget med rundt. Og uden at falde ned. Jeg husker, at det var meget fascinerende. Det er så flot, et nyt stråtag. Helt lyst og fast både indefra og udefra. Desværre bliver det mørkere med tiden. Men det kan holde i mange år. Med mindre man har en stor hund. Det havde min far i 30'erne. Indtil flere store, langhalsede jagthunde. Når far var ude på marken for at arbejde, ville han normalt ikke have hundene med. Så blev de lukket inde i kostalden. Men det viste sig at være en meget dårlig ide. De for nemlig op under taget, og så snart de kunne høre min far i nærheden, stak de hovedet ud gennem stråtaget for at se, hvad der skete. Det var ikke så godt. For så blev der jo huller i taget, og regnen og stormen fik direkte adgang til de indre gemakker. Jeg ved ikke, hvordan far løste det problem. Men han holdt i hvert fald op med at have store hunde!

Selve ko-huset var opdelt i en "stue-etage" og en "lofts-etage", adskilt af et trægulv. Som alle trægulve, der bliver gamle, blev det med tiden ret skrøbeligt. Og jeg husker, at vi tit og ofte "faldt igennem", som det hed, når vi var oppe på loftet over køerne. Det betød, at mindst det ene ben røg igennem loftet. Så var det bare med at hænge i med det andet ben og armene, så man ikke faldt helt ned. Det meste af året var der masser af hø ( det er tørret græs ) og halm oppe på loftet. Så var der ingen risiko for at falde igennem. Og vi kunne tilmed lege deroppe. Det gjorde vi tit - Hans og jeg. Og min bedste kammerat Leif. Langt inde i høet byggede vi en hule, hvor vi kunne gemme os. Der var en del mus i høet. Men dem var vi ikke bange for. De var mere bange for os. En gang imellem fandt vi et kuld nyfødte kattekillinger i halmen. De var så søde. De første dage havde de ingen øjne. Det vil sige, at det havde de selvfølgelig. Men de var ikke åbne endnu. Mange landmænd ville ikke have for mange katte, så de druknede ofte de nyfødte killinger. Det gjorde vi ikke. Derfor var der ingen risiko for os børn ved at fortælle vore forældre, at vi havde fundet et nyt kuld. Jeg husker ikke, at vi havde for mange katte. En 6-7 stykker var normalen. En gang imellem løb nogen af dem væk. Især hankattene. En gang imellem åd ræven nogen af dem. Og engang imellem kom der nye katte til fra naboerne. Der var altid god balance i tingene.

Jeg husker især to katte fra mine drengeår. Den ene var den "stump-halede". Det hed den, fordi den kun havde en meget kort hale ( 2 cm ). Grunden var, at far engang kom til at køre over den med selvbinderen, da han var ude for at høste. Det er en meget stor maskine, der trukket af heste eller af en traktor med skarpe, roterende knive slår det modne korn, bundter det i neg, binder en snor omkring og lægger det fint på marken i lange rækker. Her var missen åbenbart på muse- eller fuglejagt. Og den nåede ikke væk, før høstmaskinen med de skarpe knive nåede frem. Far så katten inde ved knivene, og bagefter fandt han kun dens afskårne hale. Da vi ikke så mis i flere dage derefter, sørgede vi allesammen og regnede med, at den lå død - forhaabentlig ikke halvdød - et eller andet sted ude i marken. Stor var derfor vor glæde, da den store hankat nogle dage senere troppede op ved mælketruget derhjemme som om intet var hændt. Kun manglede den halen. Derfor hed den i alle årene derefter - og den levede længe - "den stump-halede".

Den anden kat, jeg husker, var "den langhårede". Det var nærmest en angora-kat med lang sort og hvid pels. Den var Hans's kat. Ingen anden betød noget for den, når Hans var i nærheden. Den ville sidde hos ham, sove hos ham, slikke ham, spinde hos ham, ja nærmest bo hos ham. Den elskede især at sidde paa hans knæ, når han spillede på sin mandolin. Den kunne let blive fornærmet, når tingene ikke gik, som den ønskede det. For eksempel hvis nogen af os andre prøvede at tækkes den. Den levede også i mange år.

En af de få sørgelige ting ved katte er, at de af og til bliver ramt af en særlig kattesyge. Den er slem. De bliver mere og mere syge - ser forfærdelige ud - brækker sig i eet væk. Og så prøver de at gemme sig væk. Derfor finder man dem døde alle mulige steder. Sygdommen er meget smitsom imellem katte. Den er ufarlig for mennesker og andre firbenede væsner. I vore dage kan man sikkert vaccinere mod den slags. Det kunne man måske ogsaa dengang. Men det lå ikke for.

Tilbage til ko-stalden. Nede i "stue-etagen" boede de større dyr. I den ene side køerne. De havde båse, hvor de boede to og to sammen. Hver ko var bundet til båsen med en lænke, der gik rundt om koens hals, og som tillod hende at både ligge, stå op, spise, drikke, og tygge drøv. Hver ko kunne også lige nå over for at nysse ( eller nappe ) nabokoen. Foran hver ko var fodertruget - ligesom halvdelen af et 40 cm rundt rør, der var muret ned i gulvet. Her fik hver ko sine måltider af hø, halm, roer, ensilage og kraftfoder serveret. Og vand kom der også. Bag ved køerne var grevningen. Det var en fordybning i gulvet. Dens opgave var at opfange deres affald, når det blev afleveret bagud - hvad enten det var i flydende  ( kaldet ajle ) eller i fast form ( kaldet møg - eller kogødning, på godt dansk ). Ajlen løb af sig selv hen i ajlebeholderen, fordi grevningen bevidst var bygget, saa den skrånede hen imod ajlebeholderen. Gødningen måtte vi mennesker fjerne mindst et par gange om dagen på en trillebør. Og køre det ud paa møddingen. Hårdt, men mandigt arbejde! Vi havde en 14-18 køer og nogle hel- og halvstore kalve.  Havde man endnu flere kreaturer, var muge-arbejdet ( det at køre møg ud på møddingen ) selvfølgelig endnu større.

Tilbage til ko-båsen. Imellem grevningen og fodertruget boede koen. Her blev der strøet tørt, lækkert halm og strøelse et par gange om dagen. Det skulle jo være lækkert at ligge i. En glad ko er en god ko. Og en god ko giver mere mælk. Så der var alt at vinde. For alle parter.

Men køerne var der jo ikke bare for sjov. De skulle levere mælk. De gjorde de skam også. Ikke af sig selv. Vi måtte hjælpe dem. De skulle malkes to gange om dagen. Om morgenen og om aftenen. Da jeg var dreng, foregik al malkning hos os ved håndkraft. Man satte sig på en trebenet malkeskammel ved siden af koen og malkede med de bare næver. To patter af gangen i en fast et-to rytme. Så strålede mælken ned i spanden, som man holdt imellem sine ben. Man skulle altid passe på, at koen ikke pludselig sparkede spanden væk.  Det kunne hun finde på, hvis hun var kilden. Eller hvis hun blev irriteret over, at man fumlede lidt for meget, måske fordi man ikke var den bedste malkedreng. Når man så var færdig med de to patter, gik man i gang med de to andre. Heldigvis har en ko kun fire patter, tænkte jeg ofte. Ellers blev man jo aldrig færdig. Man lærte også hurtigt at finde ud af, når der ikke var mere mælk. Dels fordi der ikke kom mere ud, selv om man malkede på livet løs. Og dels fordi koens yver ikke længere var fast og spændt, som det var, inden man begyndte. Der var noget særligt hyggeligt ved at malke. Man kunne sidde i sine egne tanker, mens man  malkede. Og koen blev altid glad. Jeg forestiller mig, at en ko, der venter på at blive malket, har det som os andre, der trænger voldsomt til at tisse. Men modsat os, der normalt selv kan gøre noget ved det, er koen afhængig af os. Det er en ren lettelse for dem. Derfor ser man ofte køerne stå utålmodigt og vente på at komme ind i kostalden ude på marken om sommeren. De TRÆNGER simpelt hen. 

Engang i slutningen af 50'erne fik vi malkemaskine. Det var en stor lettelse. Det er et system, hvor man sætter  dertil indrettede sugekopper på hver af koens fire patter. Og så sørger et automatisk sugesystem for at suge mælken ud i den samme et-to-rytme, som vi brugte ved håndkraft.  I et glas for neden på hver sugekop kan man se, når der ikke kommer mere mælk. Med sådant et apparat kan man malke flere køer ad gangen, hvis man altså har flere end et sæt sugekopper.

Jeg lærte selv at malke både til hånds og med maskine. Det fik jeg brug for, da jeg for godt et år siden blev 50. Mine gavtyv-agtige venner har besluttet, at jeg som Kimbrer skulle have en tyr ( ligesom Kimbrer-tyren ) i fødselsdagsgave. Deres mod svigtede dem dog, da de så tyren. Så de besluttede sig til at give mig en ko i stedet. De gjorde de så. Min opgave var med det samme at malke den. Til deres store forbavselse gjorde jeg det. Og der kom skam mælk i glasset. Selv om min ekspertise sagde mig, at koen allerede var blevet malket den aften.  Den næste opgave var at drikke mælken. Til deres endnu større undren gjorde jeg selvfølgelig også det.  For det var jeg jo vant til hjemmefra.  Så moralen i den historie er vel, at han man først een gang lært noget, kan man gøre det igen - selv mange år senere.

Apropos sommer:  Det er klart, at køerne ikke skal være inde i ko-stalden hele året. Så snart det bliver forår og der begynder at være lidt græs på markerne, får de lov til at komme ud hver dag. I mine tidligste drengeår  foregik det på den måde, at hver ko blev tøjret til en jernpæl, der blev banket ned i jorden. Så kunne koen bevæge sig rundt i en cirkel med en 7-8 meters diameter. Hun kunne så æde alt det græs, der fandtes inden for den cirkel. Når der ikke var mere græs der, var det vores opgave at flytte hende , så hun fik en ny cirkel med mere græs. Hvis man havde mange køer, var det noget af en opgave at skulle flytte dem. Men heldigvis er køer altid fredelige. Og ekstra fredelige, hvis man husker at klø dem bag ved ørerne.

Inden længe skiftede vi som alle andre til et meget nemmere og bedre system. En græsmark blev simpelt hen indhegnet med elektrisk tråd med strøm i. Såå blev alle køerne lukket herind og kunne bevæge sig frit inden for indhegningen. Uh, hvor kunne de li' det. Især de første dage, når de kom ud om foråret efter en lang vinter i kostalden. De løb - bissede - simpelt hen fra den ene ende af marken til den anden med halen højt løftet. Senere blev de mere ugidelige. Hvis de rørte ved hegnet, fik de et gevaldigt stød - ikke farligt, men ubehageligt nok.  Så skulle de nok holde sig væk en anden gang. Det måtte vi andre også lære. Jeg HAR prøvet at tisse på et elektrisk hegn. Jeg kan ikke anbefale oplevelsen! Mor ville engang give en uartig hund en forskrækkelse. Hun tog  hundens snor og dermed hunden  i den ene hånd og i det elektriske hegn i den anden hånd. AAVV! Sagde ikke hunden , men mor! Hun havde overset den enkle detalje, at når hun gjorde det på den måde, var det hende og ikke hunden, der  havde fornøjelsen af strømmen.

Nu har jeg fortalt så meget om køerne. Hvad med tyrene ?  Uden tyr - ingen kalve. Og dermed ingen nye køer. Men vi havde ingen tyr. Kun de helt store gårde med en kæmpe ko-besætning havde deres egen tyr. Vi havde simpelt ikke køer nok til at holde en tyr godt beskæftiget. Det blev i stedet ordnet på den måde, at vi ringede til inseminøren, når en ko skulle befrugtes. En inseminør er en mand, der er tilknyttet en såkaldt tyrestation, hvor de har en masse tyre. Men ingen køer. I stedet lokker de tyrene til en efter en at springe op på en kunstig ko - hun er normalt lavet af stål !  På tyrestationen kalder de hende "Kolde Alma". Efter tyrens naturlige brummen og lystbetonede "angreb" på "Kolde Alma", afleverer han inde i "hende" en ordentlig portion sæd. Og han kan gå tilbage til stalden og slappe af. Inseminøren samler nu sæden op i en række glas. Og bevæbnet med dem, besøger han nu alle de landmænd, der har bedt ham komme.  Med et særligt instrument sørger han for, at den medbragte tyresæd bliver  sprøjtet ind på koens befrugtningsorganer. Og det hele er forbi. Bortset fra, at han skal have sin betaling.  Det ville jo nok være sjovere for koen at møde tyren selv. Men de ved langt de fleste køer jo ikke, for de har aldrig mødt en tyr.  Den kunstige befrugtning virker normelt godt. Og   285 dage senere fødes kalven. Normalt får en ko kun een kalv ad gangen. En sjælden gang kan der dog være to.

En kalvefødsel kan være et helt kapitel for sig.  Fascinerende. Når fødslen nærmer sig, bliver koen urolig. Pludselig kommer der en masse vand bagud. Det er sækken omkring kalven, der er sprunget. Lidt senere kommer kalvens forben til syne. Når de er lidt fremme, binder man et reb omkring dem. Det gør det muligt for os at rykke i rebet, når hele kalven er ved at komme ud. Det er en god hjælp til koen, der ellers skal klare det hele selv. Efter forbenene kommer kalvens hoved til syne. Og det er her, tingene kan udvikle sig farligt.  Hovedet må under ingen omstændigheder komme til at sidde fast. For så kvæles kalven. Så når hovedet er kvart eller halvt ude, skal vi hjælpere rykke i rebet så meget vi overhovedet kan. Somme tider - når fødslen er svær - var vi både tre og fire personer til at rykke. Og PLUDSELIG: smut siger det. Og kalven er der.  Lidt hjælpeløs til at begynde med. Men inden for et kvarter til en halv time rejser den sig op.  I starten  er den godt nok lige så usikker på benene som en bargæst efter 5 døgn på druk. Men det bliver hurtigt bedre.  Af og til klarer en ko fødslen helt alene og upåagtet ude på marken. Pludselig står der en kalv ved siden af hende. Men det er jo også sådan det sker hos koens vilde slægtninge i Afrika og andre steder.

En kalvefødsel kan også være meget mere kompliceret. Så tilkaldes den lokale dyrlæge. Det kan være, at kalven ligger forkert inde i koen, så det ikke er forbene og hovedet, der kommer først ud. Den går ikke. Derfor vender dyrlægen kalven inde i koen. Der kan også være andre komplikationer. I værste fald - og det HAR vi været udsat for hos os - kan fødslen simpelt hen ikke finde sted. Og dyrlægen må i så fald slagte kalven inde i koen, partere den og tage den ud i stumper. Det er simpelt hen nødvendigt for at redde koens liv. Det er naturligvis synd. Og et tab for landmanden. Men alternativet er, at både kalv og ko dør.

Der er også andre farer for køer. De kan få tromme-syge. Det sker især, når de lige er kommet ud på marken om foråret og forspiser sig i det friske græs. Så kan græsset nede i maven udvikle gasser, som gør koens mave mega-tyk. De ser helt uhyggeligt ud. Hun ligger normalt på jorden og kan næsten ikke bevæge sig. Hvis man ikke gør noget, dør hun. Det man kan gøre - enten dyrlægen, hvis man kan nå at få fat på ham, eller en selv - er at stikke hul på koens mave med en kniv, så gasserne kan komme ud. Så må man jo reparere hullet bagefter. Det er ikke så farligt et indgreb, som det lyder.  Det farlige er, hvis man ikke gør noget.

Der finds mange forskellige slags køer. Vi havde altid de røde. Rød dansk malkerace hed de. Der findes også de brogede ( sorte og hvide ). Dem var der også mange af dengang. Senere kom de små jersey køer til. De var gullige og klart mindre end de andre. Men de gav mere og federe mælk, husker jeg. Og vi havde vist også et par stykker. Men alle køer er utroligt søde. Venlige, fredelige, nysgerrige og lettere dovne. Nogen siger, at de også er ret dumme. Det er muligt. Men så er de det i hvert fald på en behagelig måde. I en flok køer er der altid en eller to, som man især knytter sig til. Eller omvendt. Man giver dem måske også et navn. Ikke fordi de lyder navnet. Men bare fordi det er hyggeligt. Der er tit en fører-ko i en flok køer. Hvis hun går i en bestemt retning, følger de andre efter. Hvis hun begynder at brøle ( muh'e ), gør de det allesammen. Og hvis hun lægger sig ned for at tygge drøv, ja så gør de andre det også.  Apropos tykke drøv: Selv om nogle mennesker af og til beskyldes for at tygge drøv, er det en aktivitet der hører bl.a. køerne til. Derfor kaldes de også drøvtyggere. Forklaringen er den, at køerne spiser græs næsten uafbrudt. Alle har set køer gå på marken - altid med hovedet nedad for at gnave græs. De holder aldrig en pause. Det betyder, at de ikke kan nå at tygge det. Græsset ryger lige ned i koens mave. Eller rettere ned i maverne. For en ko har syv maver. Men utygget græs er næsten umuligt at fordøje. Derfor må koen ind imellem indstille græs-gnavningen og enten i stående eller hyppigst i liggende stilling så at sige gylpe græsset op igen og så gå i gang med at tygge det ordentligt. Det hedder at tygge drøv.  Hvis mennesker gør det, er det mildest talt ret uappetitligt. Men når køer gør det, ser det hyggeligt og afslappende ud.

Der er folk, der siger, at man på køernes opførsel kan se, hvordan vejret bliver. Hvis de ligger ned, bliver der godt vejr. Hvis de står op uden at græsse, bliver der uvejr.  Jeg ved ikke , om det passer. Men jeg var i Vest-Irland for nylig. Og der blev jeg præsenteret for nøjagtig de samme ko-varsler.

Til slut et par ord om kalvene. Naturligt nok var nogele af dem tyrekalve, og resten var kvindelige kalve ( jeg har glemt, hvad det hedder ). De groede hurtigt til. Og allerede efter nogle måneder, var tyrekalvene ( dem havde vi jo ikke brug for ) så store, at de blev sendt til slagteriet til slagtning. Det var normalt en god indtægt. Hunnerne beholdt man i visse tilfælde. Nu husker jeg, at de hedder kvie-kalve. Disse kvier fik lov til at blive meget større. Hvis vi ikke selv havde græs nok til dem, lejede vi græsnings-ret på marker i nærheden. Der kunne de så gå hele sommeren. De skulle jo ikke ind hver aften for at blive malket. Og når de så var klar til at blive insemineret ( normalt i 2-2 1/2 års alderen ), beholdt vi dem enten selv eller vi solgte dem til andre landmænd.

Det var en lang historie om kvæg-driften hos os i Grynderup. Sjovt at tænke tilbage på.

Men der var jo også andre husdyr ude i ko-stalden.

niels4europe@gmail.com